Dalum IF og lokalområdet får nyt kunstgræsanlæg

I dag har forligspartierne bag ”Velfærdens Fundament” offentliggjort, at der skal være kunstgræs på Dalum IF’s stadion. Projektet indebærer, at der kommer kunstgræs på opvisningsbanen samt de små 3-mandsbaner. Projektet betyder, at lokalsamfundet i endnu højere grad bliver bundet sammen, da intensionen er, at der skal laves partnerskabsaftaler, som sikrer, at lokalsamfundet, børnehaver, skoler og andre foreninger også får mulighed for at benytte anlægget. Dalum IF bakker fuldt op om disse intentioner, da det ligger i god tråd med vores vision om at blive en fællesskabsgenerator for lokalsamfundet. Vi har i forvejen gode erfaringer med sådanne aftaler, da Totalbanen ved Tingløkkeskolen bruges aktivt at både skole, foreninger samt lokalbefolkningen som en del af både undervisning, forenings- og fritidsliv.
Med en kunstgræsbane på vores opvisningsbane er fundamentet lagt til at vi også kan få realiseret en væsentlig udbygning og opgradering af klubhuset. Der arbejdes ligeledes på at få etableret to baner til padel tennis på området ved klubhuset. Ambitionen er at skabet et Idræts- og Kulturhus, som skal være til glæde for hele lokalsamfundet.
Dalum IF vil gerne udtrykke stor tilfredshed med at Odense Kommune vælger at investere kraftigt i foreningslivet og lokalsamfundet med de fem nye kunstgræsbaner, som tilfalder Fjordager, B67, Højby, Odense KFUM & Dalum IF. Udover disse fem baner, får B1909, Næsby & TPI renoveret deres. Samlet set er det rigtig godt for odenseansk fodbold og lokalsamfundet generelt set. Vi har, på tværs af klubberne, ansvar for, at vi alle kan spille fodbold og dyrke idræt hele året rundt.
Vi vil inden for en kortere periode præsentere jer for det samlede projekt, hvor vi snakker med klubben, kommunen og beslutningstagerne omkring arbejdet, hvor også en tidsplan for forløbet offentliggøres. Der skal lyde en kæmpe tak til de mennesker i og omkring Dalum IF, som har knoklet for at komme i mål med kunstgræsprojektet. Der skal ligeledes lyde et tak til politikkerne og Odense Byråd samt embedsmænd i kommunen, for at støtte op omkring lokalsamfundet og Dalum IF.