Menu

Information til hele Dalum IF

image
Bestyrelsen
25. marts 2022 kl. 20:28

Kære medlemmer

Vi har forsøgt at informere jer på bedst mulig vis den seneste tid. Det er ikke lykkedes helt, da vi kan se at nogle af jer kommer med en hel del kritik, særligt på facebook.dk, som må hvile på et uklart oplysningsgrundlag. Siden vi er gået ind i bestyrelsen, har vi reelt været bange for, at Dalum IF ikke har penge til at blive drevet frem til sommer. Det er den virkelighed der har mødt os. Vi kender endnu ikke alle omstændighederne – eller den helt korrekte historie, vi er i gang med at skaffe os overblikket. Men vi kan konstatere, at der, efter vores opfattelse, har været uansvarlig økonomistyring. Det må naturligvis have konsekvenser for driften, og vi kan slet ikke fortsætte, som man har gjort, da det vil føre os mod konkurs. Så man skal ikke ønske sig tilbage til de ”go gamle dage”, faktum er, at økonomistyringen har været uansvarlig i en del år. 

Uacceptabelt underskud i 2021 og gæld
Dalum IF lavede i 2021 et underskud på over 600.000 kr. Det blev fremlagt på generalforsamlingen. Derudover har foreningen jf. regnskabet fået en samlet gæld på ca. 3.800.000 kr., og der var ligeledes et overtræk på ca. 550.000 kr. i banken ved generalforsamlingen. Et overtræk som var blevet bevilliget kort før generalforsamlingen. Man har ikke lavet de fornødne budgetter og budgetopfølgninger til afdelingerne (afdelingsformændene), de har styret i ufrivillig blinde og efter bedste evne. 

Kunstgræsbanen
Vi kan konstatere, at klubben skylder 1.700.000 kr. på kunstgræslånet (en del af de 3.800.000 kr.), selvom foreningens medlemmer har betalt til banen i 6 år. Vi er usikre på, hvorvidt man har brugt de indbetalte penge korrekt og præcist til afbetalingen, men det vil vi undersøge nærmere. Vi er for nylig blevet præsenteret for en rapport som viser, at banen har mellem 2-3 års levetid tilbage, dels pga. for dårlig vedligeholdelse og dels pga. Tingløkkeskolens brug af banen (vi bringer i den kommende uge en særskilt nyhed om dette). Det er ikke svært at regne ud, at vi om 2-3 år står med en gæld og nedslidt bane. Det er uacceptabelt. 

Cafeen
Oleg har selv valgt at stoppe som forpagter, en beslutning der går flere måneder tilbage. Det er ikke vores beslutning. Hvordan det skal fungere vedr. cafeen, skal vi have gennemtænkt ordentligt. 

Lad os rykke sammen
Vi har brug for alle dem, der vil Dalum IF det bedste, og beder alle jer der vil det, om at rykke sammen i ”bussen”, både i forhold til frivillighed og økonomiske sponsorater. Dalum IF’s succes skal ikke måles efter, hvorvidt der pt. er en forpagter eller der fadøl på stadion. Vores succes skal måles på, at vi fortsætter genopretningen af økonomien, og at vi har et godt tilbud til alle, både til bredden og eliten, og at vi står sammen. Samtidig med at økonomien nu kommer i balance skal vi bygge det fundament, som vi skal stå på fremadrettet. Vi skal turde at være visionære og drømme, det er opsigelserne, ny struktur og nye ansættelser også udtryk for. Vi har muligheden for at skabe Fyns bedste fodboldklub. 

Med sportslig hilsen

Bestyrelsen

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk