Kunstgræsbaner i Odense Kommune er en god investering

Dalum IF indviede i efteråret 2016 kunstgræsbanen TOTALBANEN ved Tingløkkeskolen. Banen blev primært finansieret af Dalum IF samt ved fonde og midler som medlemmerne samlede ind. Dalum IF oplever til stadighed medlemsfremgang både på pige og drenge siden, hvilket skaber et meget stort pres på vore baner både sommer og specielt vinter.
Dalum IF har derfor stort behov for endnu en kunstgræsbane, som meget gerne skulle ligge dér hvor borgerne i Dalum færdes. Med Dalum Stadions centrale placering i Dalum vil det være oplagt at anlægge kunstgræsbanen dér, hvilket også er klubbens ønske, således at primært de mindste spillere kunne få fast base ved klubhuset, således at børnene ikke skal sendes ud i trafikken ved træning.
Dalum IF har allerede både finansieret en stor del af en kunstgræsbane, samt afholder alle driftsudgifter på TOTALBANEN, desuagtet at andre primært Tingløkkeskolen også er faste brugere af banen. Er dette rimeligt – ikke hvis du spørger os og en masse andre foreninger med fodbold på programmet.
Støtte til fodbolden er en investering i lokal sundhed, frivillighed og det lokale fællesskab. Gode baneforhold og opdaterede faciliteter skaber rammen for, at flere børn, unge og seniorer kan tage del i fællesskabet og styrke sundheden. Mange baneanlæg er kommunalt ejet. For hver krone kommunen investerer i klubben vil kommunen få gevinster på borgernes sundhed og øge frivilligheden i kommunen til gavn for foreningernes fællesskaber.
Den samfundsøkonomiske beregning af fodboldens værdi i samfundet giver en række argumenter for, hvorfor det er en god ide for kommunerne at støtte de lokale fodboldklubber.
Samlet set medfører fodbolden sundhedsøkonomiske besparelser for det danske samfund på mellem 400-1.200 mio. kr. årligt. Det skyldes et mindre produktionstab pga. sygdom og lavere udgifter til behandling og pleje.
Fodboldklubberne er Danmarks største frivillighedssektor med over 126.000 frivillige i de1650 klubber rundt om i landet. De frivillige arbejder et sted mellem 0,5 og 6 timer pr. uge i fodboldklubben til gavn for lokalsamfundet. De frivillige skaber fællesskaber, glæde, gode oplevelser og fremtidens fodboldstjerner.
Fodboldklubben tager del i at løse nogle af de udgiftstunge opgaver for kommunen. Fodbold kan rykke folk på kanten af samfundet tættere på job, uddannelse og integration og det bør kommunerne prioritere.
Odense Kommunes nuværende praksis med tildeling af 1.000.000 kr. til klubber med kunstgræsprojekter og så ellers overlade resten af finansieringen, driften og vedligeholdelsen til klubberne selv holder ikke længere. Der er ikke længere penge at hente i de større fonde til at bringe projekterne i mål. Det hænger ikke sammen for de frivillige i fodboldklubberne, at de skal slide og slæbe efter midler, der er meget vanskelige at finde. Vi kan ganske enkelt ikke længere selv skaffe midlerne til at finansiere nødvendige kommunale faciliteter til understøttelse af børn, unge og voksnes aktive fritidsliv.
En anbefaling til fremtidig praksis vil være, at støtten til kunstgræsbaner prioriteres således, at der på baggrund af medlemstal, aktivitetsniveau, pladsforhold m.m. kan tildeles meget større bevillinger til prioriterede projekter. Derved vil det også være muligt at sikre projekternes gennemførelse til gavn for kommunens børn, unge, drenge, piger, voksne og ældre.
Et yderligere ønske er, at selve håndteringen/styringen af projekter i forbindelse med anlæggelse af kunstgræsbaner ikke skal ligge i klubberne, men være en kommunal opgave. Man kunne også forstille sig at kommunen bliver den egentlige bygherre. Klubberne har yderst sjældent den fornødne kompetence og der er set flere eksempler på at lige netop dette er en opgave der er umådelig svær at håndtere og koster os penge og oveni i det faktum at jo anlægges på kommunal grund. En anden ting er vedligehold og drift af banerne. Kunstgræsbanerne bør have tilskud til vedligehold, alternativt måske helt drives af kommunen, dels fordi de benyttes af andre brugere end klubberne (det være sig fx skoler og fritidsbrugere), dels fordi de mindsker kommunens omkostninger til vedligehold af græsarealer.
Kunstgræsbaner skaber mulighed for bevægelse hele året rundt. De bidrager i væsentlig grad til at forbedre fodboldklubbernes faciliteter, og gode faciliteter er i stigende grad et vigtigt parameter for at fastholde klubbernes medlemmer. Det må være i kommunens interesse at flest mulige forbliver aktive i klubberne til gavn for deres sundhed og sociale liv.