Nyt fra klubben

Kære alle
Nedenfor er nogle vigtige emner, som I bør læse. Det handler om,
- at vi skal arbejde for diversitet i klubben,
- at der kommer ændringer i forhold til 3. division og AS-holdet, både sportsligt og økonomisk,
- at vi ikke kan lykkedes med at finde trænere til alle hold, og at vi tager konsekvensen af det (kontingentreducering),
- at vi er i gang med lede efter medarbejdere til klubben.
Vi kæmper for DIVERSITET og starter i sæsonen 2022-23
Dalum IF er mere end en fodboldklub. Vi er en forening med ca. 1250 medlemmer, der derudover også tæller familier og sponsorer som alle er en vigtig og aktiv del af klubbens sfære. Vi er ET stort fællesskab.
Dalum IF er en af de eneste klubber i Danmark, som har en stjerne i licenssystemet hos DBU - både på drenge- og pigesiden. Det skal vi være stolte af, men vi skal også bruge det aktivt og turde gå forrest. Aktuelt ønsker vi, at klubben i 2022-23 går forrest, når det handler om kampen for diversitet i fodboldmiljøet. I Dalum IF ønsker vi ikke, at der skal være forskel på mulighederne og oplevelsen ved at gå til fodbold pga. køn, seksualitet eller etnicitet. Fodbold er for alle – uanset hvem man er, eller hvor man kommer fra.
Derfor vil vi, i den kommende fodboldsæson, indføre nogle tiltag og retningslinjer, der skal styrke respekten for diversiteten.
1: Vi vil ligestilling. I Dalum IF skal der være ligestilling mellem kønnene, når det handler om at spille fodbold, både i forhold til bredden og eliten. Dvs. der ikke må være dårligere forhold for pigerne i form af ringere træningstider, trænere, udstyr og andre grundelementer.
2: Tal ordentligt. I Dalum IF skal vi ikke tale med diskriminerende sprogbrug hverken til træning eller i kampene. Dvs. at ingen skal kalde hinanden for ”bøsserøv”, ”perker”, ”luder” eller anden negativ sprogbrug. Diskriminerende sprogbrug sanktioners.
3: Regnbueflaget spiller. I Dalum IF indfører vi, at alle anførere skal bære et anførerbind med regnbueflaget. Nye trøjer vil blive trykt med et lille regnbueflag. Flaget symboliserer for os respekten for og kampen for diversitet.
3. division og Albani-serien
Vi har ansat et helt ny team til at tage sig af klubbens to øverste herre-seniorhold. I medierne har der været skrevet, at vi nedgraderer på trænerfronten, da vi stoppede samarbejdet med den tidligere træner på 3. division. Det er faktisk ikke tilfældet, valget af cheftræner Kevin Nielsen, og assistenterne Kristian Karlby og Steffen Palmø til 3. division, og cheftræner Christoffer Følges og Haris Zolj til Albani-serien er et aktivt tilvalg, som handler om, at vi tror på, at de kan være med til indfri de forventninger, som vi har for seniorfodbold. Vi vil spille på højest mulige niveau, med respekt for de rammer vi har. Vi ønsker at udvikle og bruge egne spillere, og udvikle dem der kommer til. Det kræver stabilitet og fokus på udvikling, og ikke kun på resultater her og nu. Man er ikke færdigudviklet som fodboldspillere som 18-20-årig.
Konkret har vi også for den kommende sæson, investeret i et bedre setup i forhold til den fysiske træning og sundhedssektor. Vi indgår et samarbejde med et eksternt firma, som skal stå for leverancerne inde for de to områder, (hvilket også kommer ungdommen til gavn, da de skal arbejde med trænere og spillere fra hele ungdommen). Vi har også planlagt, at 3. divisionen skal på en træningstur til udlandet til februar 2023.
Væk med kontrakter og bonusser, ind medsammenhængskraft, hvile i sig selv-princip og trøjesponsorater
Men vi har også gjort op med kontrakter og økonomiske bonusser på 3. division. Nogle spillere har haft en kontrakt, hvor de fast pr. måned har fået et beløb i løn. Andre har haft kamp-bonusser, dvs. der er blevet udbetalt penge for at vinde eller spillere en kamp uafgjort – hvilket før har været 1300 kr. for en vunden kamp og 700 kr. for en uafgjort pr. spillere. Det skal siges, at sådanne aftaler er helt almindelige i dansk divisionsfodbold og danmarksserie-rækkerne. Men vi vil noget andet, da systemet efter vores opfattelse har været til at svække sammenhængskræften i Dalum IF mellem børne-ungdomssiden og seniorsiden. Det har også skabt en usund økonomisk balance, der ikke har været fornuftig. Derfor arbejder vi nu med et hvile-i-sig-selv-princip, som handler om, at hver afdeling ikke skal belaste andre afdelinger økonomisk set. Det er det klare udgangspunkt, men undtagelser kan komme på tale, da vi er et fællesskab. Det skal give mening.
I forhold til 3. divisionsholdet har vi indført, at spillerne kan få indtægten fra salg af deres trøjesponsorater, et trøjesponsorat kan fx godt indbringe mellem 5000-10.000 kr. Det er op til spillere at finde en fordeling af disse penge, hvorvidt det er til fælles fordeling eller antal træninger eller antal kampe spillet, det ved vi endnu ikke. Spillerne skal også selv være med til at finde sponsoraterne, mens klubben hjælper med et setup og rammerne, samt aktivt søger sponsorer til dette. Ideen er, at klubbens samlede økonomi ikke kommer under pres i forhold til spillerlønninger og bonusser.
Holdoprettelse, trænere og kontingent for 3. holdene
Desværre har vi måtte konstatere, at nogle hold går i opløsning midt i sæsonen, hvilket skyldes at der ikke er trænere til holdene. Vi må samtidig erkende, at vi ikke i klubben kan skaffe trænere til 3. holdene og nedefter, medmindre der er en forælder til at træne, dette er særligt gældende for 11-mandsfodbold og enkelte 8-mandshold. Det er uden betydning, om vi tilbyder potentielle eksterne trænere penge, da kandidaterne ikke ønsker at træne vores 3. hold og nedefter. Man kan så spørge, om man skal forpligte de eksisterende trænere til at træne holdene, men det er heller ikke en løsning, da trænerne ikke ønsker dette, og de er der på frivillig basis. Frivillighed er ikke som det var for 25 år siden. Der hvor det kan lade sig gøre, eller giver mening, kan man træne på tværs af holdene. Men det ofte ikke tilfældet pga. holdstørrelser. Vi kan heller ikke sætte vores ansatte fodboldudviklingstrænere til det (Jeppe og Mathias), da de ikke må have træneransvar jf. DBU’s regler. Tilbage står vi med en situation som uholdbar, hvor klubben ikke kan finde trænere, og hvor medlemmerne bliver utilfredse, da de ikke får den forventede ydelse for deres kontingent. Det er uholdbart. Det er vigtigt for os, at vi er ærlige om, og der kommer klarhed over, hvad vi kan løse som klub, og hvad man kan forvente som medlem.
Derfor har vi besluttet følgende:
- Dalum IF kan som udgangspunkt ikke tilbyde eksterne trænere til 3. hold for 11-mandsfodbold, og enkelte 8-mandshold, men vi afsøger mulighederne blandt forældrene og spillerne.
- Holdoprettelse sker alene, hvis der findes træner, enten en forælder eller en spiller, der tager ansvaret. Dalum IF er forpligtet til at sørge for bolde, træningstider, træningsprogram mv.
- Der indføres en reducering af kontingentet for de hold (8 og 11-mands), hvor der ikke kan findes en træner, der har de forventede trænerkompetencer til niveauet. Kontingentet reduceres til 1075 kr. halvårligt.
Kontingentnedsættelse kan kræve en ny generalforsamling, men det undersøges pt.
Ansættelser
Vi er tæt på at udsende stillingsannoncer på følgende stillinger:
Inspektør til Dalum IF – fuld tid.
Mediemedarbejder – ca. 15 timer ugentligt, til de sociale medier, så vi kan få de gode historier frem fra hele klubben
Administrativ medarbejder ca.15 timer ugentligt, til varetagelse af administrative og sportslige opgaver
Cafe-medarbejder ansættes til forpagtning, der forhandles pt.
Økonomi generelt
Et revisionsfirma er fortsat i gang med at gennemgå vores forbrug de sidste par år, og ved at udarbejde vores fremtidige budgetter. Når arbejdet er færdiggjort, vil I naturligvis blive informeret indholdet fuldt ud.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen