Roxana med i nyt netværk
Foto: Robert Hierath
Det er en stor ære og en vigtig milepæl for både Roxana og Dalum IF, da udvikling af trænere har en meget høj prioritet i Dalum IF.
FIFA Female Coach Network er et nationalt netværk, som har til formål at støtte og udvikle fodboldtrænere, der er kvinder. Netværket skaber muligheder for faglig udvikling, vidensdeling og netværk, der kan styrke kvinder i trænerrollen og bidrage til en mere mangfoldig og inkluderende fodboldverden.I Dalum IF bakker vi fuldt op om Roxanas fortsatte udvikling som træner.
Vi ser det som afgørende, at vores trænere – både mænd og kvinder – får de bedste muligheder for at dygtiggøre sig og hente ny viden, så vi kan løfte hele klubben yderligere.
Simone Guldbrand, projektleder fra DBU, fortæller:
”Det er med stor glæde, at vi byder Roxana Bayati velkommen i netværket. FIFA Female Coach Network blev etableret som svar på det lave antal kvindelige trænere med licens. Netværket tæller i dag 82 trænere – fra C- til Pro-licens – og har som hovedformål at synliggøre de karriereveje, der hidtil har været usynlige for kvinder i trænergerningen. Netværket tilbyder samtidig en række muligheder, der styrker både den faglige og personlige udvikling, skaber værdifulde sparringsrum og – ikke mindst – motiverer til at fortsætte i trænergerningen og udvikle sig mod næste niveau.”
Roxana fortæller selv:
"Jeg er meget glad og stolt over at være en del af FIFA Female Coach Network. Det betyder rigtig meget for mig at være med i et fællesskab, der støtter kvinder som mig i trænerrollen. Jeg glæder mig til at komme i gang med B-licensen, men det har desværre ikke været muligt endnu på grund af mit fuldtidsarbejde i København og rollen som mor til tre børn. Jeg ser dog frem til at finde en vej videre og udvikle mig yderligere."
At Roxana nu er en del af FIFA Female Coach Network betyder, at hun får adgang til værdifulde ressourcer og inspiration, som kan være med til at styrke hendes træneruddannelse og lederevner. Det er en investering i både hendes og klubbens fremtid.
Dalum IF glæder sig til at følge Roxana på hendes spændende rejse og støtte hende i hendes videre udvikling som træner.