Viceinspektør Olsen stopper i Dalum IF

Viceinspektør Martin Olsen stopper i Dalum IF med udgangen af juni måned, da han har takket ”ja” til nye udfordringer i arbejdslivet. I praksis stopper Martin dog allerede på fredag den 11. juni, da han skal afholde ferie m.m. i den resterende del af juni måned.
Martin Olsen har været viceinspektør i Dalum IF gennem de seneste fem år, hvor han har udført et stort antal og meget forskellige arbejdsopgaver. Martin har derfor været i kontakt med rigtig mange medlemmer og trænere/ledere, pige som dreng og lille som stor, så han er blevet en kendt og populær skikkelse i Fyns største fodboldklub Dalum IF.
Martin Olsen der fremadrettet skal være viceværtsmedhjælper i FAB udtaler her få dage før han stopper i Dalum IF: ”Jeg vil gerne takke personalet for et godt samarbejde gennem 5 år, samt naturligvis også alle andre med tilknytning til klubben.
Jeg kommer helt sikkert til at savne alle i og omkring klubben, og i slipper ikke helt for mit ”grimme ansigt”, da jeg helt sikkert kigger forbi i ny og næ”.
Dalum IF vil også gerne takke Martin Olsen for hans store arbejde de sidste fem år, hvor ”de normale arbejdstimer” ikke altid rakte for Martin Olsen der også brugte en stor del af fritiden på Dalum IF. Martin har udover det egentlige viceinspektør job også brugt meget tid og energi på bl.a. Fodboldskolen, hjemmesiden og livestreaming af divisionsholdets hjemmekampe.
Vi ønsker Martin alt mulig held og lykke i fremtiden, både med jobbet i FAB samt privat og vil allerede nu afslører for Martin, at vi har et par frivillige opgaver i Dalum IF som vi håber at han takker ”ja” til at påtage sig.