Menu

Dalum IF i pointdeling mod Otterup

Jan Larsen
07. april 2015 kl. 13:46
Dalum IF spillede igen uafgjort 1-1, dog var resultatet i modsætning til sidste weekend denne gang en smule heldigt.

Dalum IF – Otterup Bk.  1-1 (1-1)

Danmarksserien Pulje 2

0-1 (4. min.) selvmål
1-1 (22. min.) Jakob Eigaard

Tilskuere: 208

Mandag og 2. påskedag, herligt forårsvejr og solskin, grillpølser og øl, Dalum IF og 3 points – der var lagt op til 90 herlige minutter og meget gerne en Dalum sejr, men hovedparten måtte gå skuffede hjem. Dog blev det til en for Dalum IF lidt heldig pointdeling mod et meget disciplineret og taktisk godt indstillet Otterup mandskab.

Dalum IF fik da også en meget uheldig start på kampen, da Otterup kom i front allerede efter 4 minutters spil og det på et noget uheldigt selvmål. Otterup sparkede et hjørnespark til bagerste område i feltet, hvor en hårdt presset Morten ”Lange” Christensen ramte bolden med baghovedet. I første omgang så det ud som om hjemmeholdet slap med skrækken, da bolden blev reddet på mållinien, men kampens dommer og ene liniedommer mente bolden havde passeret Dalum IF’s mållinie og dermed stod der 1-0 til gæsterne fra Otterup. En kendelse som fra tilskuerpladserne så korrekt ud.

Efterfølgende fik Dalum IF mandskabet lagt et vist tryk på Otterup, der lå meget dybt i banen, om end Dalum havde svært ved at spille sig igennem til åbne chancer. Efter 22 minutters spil tog Jakob Eigaard dog sagen i egen hånd, da han fra 25 meters afstand flot sparkede bolden i nettet i en situation, hvor Otterup keeperen ikke nåede op og parere bolden. Dalum fortsatte presset mod Otterup halvlegen ud, dog var Dalum kun nærgående efter indlæg i feltet, dermed kunne de to mandskaber gå til pausen uden yderligere scoringer.

Scoringer kommer der ingen af efter pausen og det kan Dalum IF være mest glade for. De fleste af tilskuerne havde nok forventet, at Dalum nu ville sætte trumf på, hvilket ingenlunde blev tilfældet. Dalum IF var dog stadig meget i boldbesiddelse, men spillet blev på denne 2. påskedag ikke specielt  prangende og slet ikke i 2. halvleg. Spillet virkede oftest idéforladt og uden den rytme, som ellers har kendetegnet holdet både i efterårets turneringskampe og i langt de fleste træningskampe i denne vinter.

Dalum IF har ellers haft en god vane med at afgøre flere af kampene i det sidste kvarter. Dette skete så ikke i kampen mod Otterup, hvor gæsterne i 3 hurtige omstillinger var tæt på scoringer. Dalum IF havde heldigvis en stærk spillende Nicklas Berg i målet, som forhindrede mål til Otterup i denne periode og dermed endte kampen 1-1. Keeper Berg blev efterfølgende også valgt fortjent Dalum IF’s til man-of-the-match.

I øvrigt er det blevet lidt en skidt vane at starte hver halvsæson pointmæssigt dårligt. I efteråret tabte Dalum IF indledningsvis 1-4 til FA 2000 og 0-1 i Otterup, så forårets to kampe har altså faktisk givet et plus på 2 points i forhold til efterårets indledning. Lad os derfor håbe at Dalum IF forbliver ”foran budgettet” hele sæsonen igennem, med de kvaliteter truppen besidder er dette også absolut muligt og så bliver det en rigtig spændende forårssæson.

I næste weekend skal Dalum IF holdet på udebane op mod det stærke tophold fra Ledøje-Smørum IF. I den meget vigtige kamp vil Dalum IF mandskabet uden tvivl gøre alt for at revanchere den lidt sløje forestilling mod Otterup. Så hvorfor ikke overraske og  tage alle 3 points med hjem til Dalum !!!

 

undefined Foto: Robert Hierath: Er bolden i mål eller ikke ? Korrekt mål, mente hovedparten af tilskuerne samt kampens dommer og ene liniedommer.

 

undefined

Foto: Robert Hierath: Daniel Jensen i nærkamp med en af hans tidligere klubkammerater fra Otterup

 

undefined

Foto: Robert Hierath: En af mange tætte situationer i Otterup's felt

 

undefined

Foto: Robert Hierath: Jakob Eigaard i et akrobatisk saksespark - desværre bliver forsøget parreret på målstregen.

 

undefined

Foto: Robert Hierath: Lukas Harder i endnu en hård nærkamp

 

undefined

Foto: Robert Hierath: Den flotte nye måltavle doneret af Albanifonden virkede upåklageligt. 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk