En sejr, tak!
Dalum I.F. – FC Svendborg
Lørdag d. 22. oktober 2016
Kl. 14.00 – Dalum Stadion
Lørdag står Dalummandskabet overfor FC Svendborg, der samtidig markerer afslutningen på tre lokalopgør, som har været på programmet over de seneste uger. Først BK Marienlyst, så Næsby BK og nu de orange fra FC Svendborg. Og det bliver ikke let! Hverken for Dalum I.F. eller FC Svendborg.
For et blik på stillingen vidner om at alt endnu kan ske. Eller i hvert fald kan en hel del stadig ske. Rækkens tæthed er yderst nervepirrende, og vi er nu nået så langt i efterårssæsonen, at undertegnede vil gå så vidt som til at udstede en garanti. Der vil være spænding helt frem til sidste fløjt i sidste spillerunde. Hvad mere kan man(d) ønske sig?
Lørdagens modstander har efter en noget ujævn start pludselig fundet melodien under de sydfynske bøge. Det betyder at FC Svendborg stadig kan nå med blandt de fire øverste hold, der skal spille om oprykning til 1. Division, når vårens græs atter bliver grønt. Om end det vil kræve fuld pointhøst i de tre sidste kampe. Desuden skal et par af de øvrige resultater formentlig ende ud til sydfynsk fordel. Men så længe der er liv, er der håb.
Om fremgangen i spillet skyldes at cheftræner Michael Schjønbergs dispositioner endelig er slået igennem, eller om årsagen skal findes i den manglende lønudbetaling til spillerne, er svært at svare på. Sidstnævnte forklaring kan som så ofte før have fremkaldt en form for trodsreaktion. Man rykker i overført betydning tættere sammen i spillerbussen! Hvad forklaringen end er, så er den kun sekundær, så længe at resultaterne kommer i hus. Og det har de faktisk gjort i FC Svendborgs tilfælde.
Uden for banen ser det dog noget anderledes og langt mere alvorligt ud. For kassen med guldfisk er tilsyneladende tom i den sydfynske havneby. Ledelsen kæmper en hård kamp med at få lukket et hul på en lille million kroner. Det er på ingen måde ønskværdigt for nogen at komme i en sådan situation, og herfra Dalumvej ønsker vi selvfølgelig, at der findes en løsning på problemet. For selvom vi er konkurrenter, så lever vi samtidigt af hinanden. Ikke mindst i forbindelse med de årlige lokalopgør.
For vores eget vedkommende, der nu engang er det eneste vi kan og skal koncentrere os om, så må vi bare sige, at sidste weekends lokalopgør mod Næsby BK var en yderst positiv oplevelse. Det eneste minus var, at det kun blev til et point. Spillerne leverede en indsats, der afkræver den dybeste respekt. At styre en kamp fra start til slut på Stærehusvej er nemlig ikke noget, ret mange hold er i stand til. Men det gjorde det Dalummandskab, som cheftræner Kristoffer Johannsen sendte på banen, og som i øvrigt bare bliver bedre kamp for kamp.
Derfor er udgangspunktet det samme i morgen. Vi går på banen for at vinde! Hverken mere eller mindre. Hvad en sejr vil betyde kræver næppe nogen forklaring. Vi tror på os selv, og derfor tror vi selvsagt også på, at vi kan trække tre enormt vigtige point i land i forbindelse med lørdagens kamp. En sejr, tak!
Dagens kampsponsor:
Herunder ses forsiden af lørdagens kampprogram, der vanen tro er prydet med endnu et par billeder i forbindelse med Dalum I.F.'s 85-års jubilæum.
Denne gang er billederne fra hhv. de glade 1950’ere og 1960’ere. Det øverste billede (1963) er fra venskabskampen mellem Dalum I.F. og den skotske klub Morton FC. Kampen er stadig indehaver af tilskuerrekorden på Dalum Stadion, hvor der er i gamle stadionprotokoller står opført et antal på 6.500 tilskuere.
På det nederste billede (1959) ses Dalum I.F.’s berømte pokaldræberhold. Fra en beskeden placering i fynsk fodbold i Serie 1, sendte holdet en række store modstandere ud af DBU’s Landspokalturnering. Dog blev mægtige AGF fra 1. Division endestationen. På billedet ses bl.a. målmand Villy Larsen – senere mangeårigt byrådsmedlem og rådmand i Odense Kommune.
Til lørdagens kamp trækkes der lod om følgende gevinster på kampprogrammerne:
1. Præmie: 1 x Rødvin og kokkekniv fra BC Catering Odense.
2. Præmie: 1 x Kaffemaskine fra Meny, Hjallesevej.
3. Præmie: 1 x Flaske Tempt Shots fra Meny, Hjallesevej.
Foto Robert Hierath: René Hansen.
Dalum I.F. arkivfoto: Dalum I.F. - Morton FC
Dalum I.F. arkivfoto: Dalum I.F.'s Serie 1- og pokaldræberhold.