Et mandagsmøde i Morud
Morud I.F. (AS) - Dalum I.F.
Mandag d. 23. februar 2015
Kl. 20.00 - VVS FYN Arena
Kun to dages hvil er der gået siden lørdagens træningskamp mod BK Marienlysts stærke 2. Divisionsmandskab. For allerede i aften skal Dalummandskabet igen i aktion mod Morud I.F.'s fysisk stærke Albaniseriehold på VVS FYN Arena i Morud.
Små ti måneder er der gået siden de to mandskaber sidst mødte hinanden. Det var på en lun sommeraften aften i slutningen af maj 2014 på Dalum Stadion. Dengang var der både point og en oprykning på spil. Ved denne lejlighed blev det som bekendt Dalummandskabet der trak det længste strå. Først med en sikker 3-0 sejr - og senere med den direkte oprykning til Danmarksserien. Som oprykkere til Albaniserien sluttede Morud I.F. på en flot tredjeplads.
Men i Morud I.F. vil man også gerne et niveau op til Danmarksserien, og man gør hvad man kan i det nordfynske for at hænge på i kampen om oprykning. Således kunne man gå til vinterpause på en tredjeplads efter hhv. B1913 og TPI.
Det bliver derfor yderst interessant at se hvor langt cheftræner Michael "Pep" Jørgensen og hans Morudmandskab er kommet i sæsonforberedelserne. For vores eget vedkommende ser det ganske lovende ud med en måned til at sæsonen skydes i gang. Til aftenens kamp er der udtaget fjorten mand. Pt. rummer skadeslisten kun to navne. Den ene halvdel af truppen træner i aften som sædvanligt, mens den anden halvdel som sagt kan opleves i kamp i Morud.
Foto Robert Hierath: Fra de to klubbers seneste møde på Dalum Stadion.