Menu

Mikkel Kjær Andersen før kampen mod Karlsunde IF

image Mikkel Kjær i aktion på Dalum Stadion i efteråret (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
31. marts 2022 kl. 20:11

Dalum IFs 26 årige forsvarsspiller Mikkel Kjær Andersen er holdets nestor med efterhånden langt over 200 divisionskampe for Dalum IF. Kendetegnet for Mikkel er altid at give sig 100 procent, både til træning og kamp, samtidig med at Mikkel har et meget højt bundniveau.

Mikkel Kjær Andersen har følgende kommentarer før lørdagens spændende kamp mod Karlslunde IF.

Du har snart været med i mange år og er divisionstruppens mest erfarne spiller. Hvordan syntes du udviklingen har været i divisionsfodbolden de sidste fem-seks år både generelt og i Dalum IF ?
Divisionsfodbolden har i min optik ændret sig markant, gennem de sidste fem-seks år. For fem-seks år siden var gennemsnitsalderen på trupperne i divisionsrækkerne typisk 3-5 år ældre end de hold vi ser i dag. Spillet var desuden mere fysisk betonet, og folk satte en større ære i at tackle igennem, end man ser i dag.

Samtidig er der sket et markant skift i spillertyperne. I dag er langt de fleste spillere man møder i divisionsrækkerne uddannet gennem et akademi eller lignende. Det betyder at de er bedre skolet taktisk og teknisk end for bare fem år siden, men at de til tider kan mangle den form for vildskab som var kendetegnende for de spillere der kom op uden om det etablere system.

I Dalum IF er vores spillertrup blevet klart yngre gennem de seneste fem-seks år. Vi har mistet noget luftstørrelse, men har så til gengæld fået bedre fodboldspillere ved græsset. Generelt set for divisionsholdet mener jeg, at vi har en god blanding af unge og ”gamle”, selvom det er hårdt at spille på gammelt hold til træning i en alder af 26.

Med din store erfaring hvad kan du bedst bidrage med til truppen både på og udenfor banen?
På banen er jeg klart mere verbalt til stede. Med min rutine og erfaring falder der et naturligt ansvar på mine skuldre, upåagtet anførerbind. Det handler om at gå forrest i holdets tjeneste, yde maksimalt og kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne for makkeren ved siden af.

Udenfor banen er der også en form for social forpligtelse. Hvis resultaterne går imod en, skal man i højere grad være med til at kunne løfte en spillers eller truppens humør. Dog har vi en god gruppe spillere hernede der stadig gerne vil hinanden, og sammenholdet er bestemt ikke blevet mindre gennem de sidste par ugers stormvejr.

Vi har fået en lidt blandet start i indeværende sæson med 3 point i 3 kampe. Hvad føler du har været godt og hvilke elementer skal vi forbedre?
Følelsen fra alle tre kampe har egentlig været, at der har ligget point og ventet på os i dem alle. Desværre har vi i de seneste to kampe, ikke været dygtige nok til at tippe heldet over på vores side.

Vi skal som hold være bedre til at forsvare og lukke rummene ned hurtigere end tilfældet har været de seneste to kampe. Og så skal vi have bolden mere i feltet, for boldbesiddelse er fint, men det er trods alt i felterne, at fodboldkampe typisk afgøres.

Der venter holdet to finaler – hvad skal der til for at vi får de afgørende points til at komme i Oprykningsspillet?
For det første skal vi udnytte vores spilovertag bedre, end tilfældet har været i de to seneste kampe. Desuden kommer man altid langt på de gamle dyder som hårdt arbejde, løbe en masse meter, tackle igennem, vinde sine dueller, og så ellers give den fuld smæk, når man endelig står på banen.

Hvilken kamp forventer du mod Karlslunde IF?
Jeg forventer en hård fodboldkamp mod et fodboldhold, der kommer med selvtillid efter sidste uges uafgjorte mod FC Roskilde. Sidst vi mødte dem, var det en fysisk betonet fodboldkamp, så det bliver vigtig at være klart på hård fight, masser af dueller, og så skal vi være skarpest i begge felter.

Holdet vil give den maksimal gas så kom og bak Mikkel Kjær Andersen og de øvrige Dalum spillere op på lørdag kl. 13.00 på Dalum Stadion i kampen mod Karlsunde IF, som uden tvivl er sæsonens vigtigste indtil nu.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk