10 spillere fra U13 & U14 er udtaget til DBU’s Talentsamling

Vi er stolte af at hele 10 Dalum-spillere er udtaget til DBU’s Talentcenter i U13 & U14. Det er et stort skulderklap til drengene for en stor indsats for deres hold, og samtidig også til trænerne for det store stykke ungdomsarbejde der bliver leveret.
Flg. spillere er udtaget fra U13:
- Frederik Wikkelsø, en frygtløs målmand som kun har haft handskerne på i et halvt års tid i Dalum IF. Han er god med fødderne og samtidig er han ofte kampafgørende med sine refleksredninger. Denne udtagelse viser alt om hans udvikling.
- Mads Andersen, har spillet i klubben i godt et halvt år. I den periode er han blevet omskolet til en stærk stopper, med både god fysik, teknik og især en rigtig god fart.
- Villi Bundsgaard, huserer hovedsageligt som 6’er eller 8’er og er velkendt for sin store vindermentalitet, der altid udmønter sig i en kæmpe arbejdsindsats for holdet, både offensivt og defensivt.
- Erik Fage-Pedersen, nyankommet fra OB. Er i besiddelse af en tysk dieselmotor, der arbejder 100% i hele kampen og til alle træninger. Man får altid en helhjertet indsats og han har fået en rigtig stærk start i den røde trøje.
- Lukas Petersen, kendt for sin uhyggelige hurtighed. Lukas er en spiller med et højt teknisk niveau og samtidig udstyret med en god målnæse. Han har også en god motor og har efter sommer været brugt hovedsageligt som angriber.
Flg. spillere er udtaget fra U14:
- Magnus Møller Pedersen, han har gennemgået en rigtig god udvikling de sidste seks måneder, hvor han er blevet en krumtap i forsvaret, der nyder godt at hans evne til at læse spillet, hurtighed og boldomgang.
- Mads Emil Rohr, en rigtig holdspiller som altid går forrest både på og uden for banen. Han er dygtig på kuglen og i presset, og han kigger altid efter fremadrettede afleveringer i sit spil.
- Mikkel Hedelund, teknisk dygtig og vel nok holdets bedste presspiller. Han er umulig at slippe af med og samtidig kendt for sine små snævre driblinger.
- Viktor Mejnert, har hovedsageligt huseret på venstrekanten, men kan også dække en offensiv back. Teknisk dygtig spiller, der ser spillet rigtig godt og besidder et stærkt venstreben.
- Julian Vitus Pedersen, et fysisk bæst af en angriber, som har en råstyrke af sjælden karakter. Julian er tilgået U14 Liga-truppen fra sommerferien, så denne udtagelse viser bare hvor hurtigt hans fodboldmæssige udvikling ruller.
Der skal lyde et kæmpe tillykke til jer drenge. Vi er som klub rigtig stolte af at kunne sende så mange spillere til DBU´s talentsamling.
Vi er den fynske klub som sender flest afsted på de to årgange. Dalum IF har 10 spillere med Næsby 7, SfB 7, MG&BK 4, Marienlyst 4, OKS 3, BBB 1, Tved 1 & Glamsbjerg 1.