Dalum IF ansætter Mathias Bang som Børne- og Ungdomsudviklingstræner

Det er med stor glæde, at Dalum IF kan præsentere Mathias Bang som klubbens nye Børne- og Ungdomsudviklingstræner. Mathias kommer til at stå i spidsen for U10-U15, hvor han bliver ansvarlig for opbygningen af vores spillestil samt organisering af træning, spillerudvikling samt vores kontaktperson vedr. sportslige forhold omkring de relevante årgange, som han er tilknyttet. Mathias bliver ligeledes scouting- og rekrutteringsansvarlig.
Som træner startede Mathias i Rudkøbing, hvor han var omkring både drenge- og pigehold. For sit store arbejde i Rudkøbing, modtog Mathias et ungdomstrænerstipendium fra DBU. Herefter gik turen videre på højskole i Oure, hvor han tog sin træneruddannelse. Mathias var herefter seks år i Næsby Boldklub, hvor han dannede trænerteam omkring deres 00/03'ere. Hans sidste stop inden Dalum IF var i samarbejdsklubben OB, hvor han har været i 2,5 år omkring deres U12 & U14 Elite. Trods sin unge alder, har Mathias 14 års erfaring som fodboldtræner for både bredde og elite.
Vores samarbejde med OB fungerer rigtig godt både på spiller-, træner- og ledelsesniveau, hvilket netop denne ansættelse er med til at dokumentere.
Tonny Hermansen (Teknisk chef/Head of coaching, OB) udtaler:
"Øens hold samarbejdet er fællesskab og udvikling, som gælder både spillere og ledere. Mathias Bang er et godt eksempel på at vi og Dalum IF er løsningsorienteret i forhold til at udvikle vores trænere. Mathias har i de seneste 2 ½ år arbejdet på vores akademi – og i samarbejde med resten at akademitræneren i OB været med til at udvikle vores setup omkring spillestil og spillerudvikling. Da Mathias kom til mig og fortalte at han havde fået en henvendelse fra Dalum IF om at blive Børne & ungdomsudviklingstræner på halvtid, var jeg ikke i tvivl om at det var en god mulighed for ham i forhold til at bruge sine kompetencer både på og udenfor banen. Mathias har i sine 2 ½ år været et kæmpe aktiv både i den generelle fodboldfaglige debat, men så sandelig også på træningsbanen. Jeg vil sige held og lykke og ikke farvel – men på gensyn, og et stort tillykke til Dalum IF, som i Mathias får en kompetent og dygtig Børne og Ungdomsudviklingsstræner."
Mathias Bang (Børne- og ungdomsudviklingstræner, Dalum IF) udtaler:
"På trods af en vemodig afskedstagen med Ådalen, fra en tid jeg vil huske tilbage på som værende lærerig og udviklende, er jeg beæret over tilbuddet fra samarbejdsklubben Dalum IF. Jeg glæder mig til at blive en del af Fyns største fodboldklub målt på antal medlemmer, og ikke mindst udvikle mig, når jeg for første gang skal agere som børne & ungdomsudviklingstræner. Jeg ser det som en meget interessant opgave, at skulle stå i spidsen for klubbens U10 – U15 årgange, og være med til at rykke en breddeklub med ambitioner. Der er ingen tvivl om det bliver en begivenhedsrig rejse at arbejde med spillerne, men i særdeleshed trænerne, så vi kan stå sammen om den essentielle udvikling helt fra de yngste til de ældste."
Stefan Højborg (Talentchef, Dalum IF) udtaler:
"Jeg er meget glad for at det er lykkedes os, at kunne tilknytte Mathias i denne rolle. Jeg har kendt Mathias i nogle år og ved hvad han står for. Mathias kommer med stor erfaring fra øverste hylde, hvor han senest har dannet trænerteam omkring OB’s U14 Elite. Mathias er faglig og menneskelig stærk både på og uden for banen, men også dygtig organisatorisk, hvorfor netop denne rolle er skræddersyet til ham.
Jeg har det seneste år haft mange kasketter på i klubben, som både Ungdomsformand og Cheftræner for U13 - hvilket vil sige, at jeg det sidste år har stået i spidsen for over 40 hold. Der har været rigtig meget arbejde med alle de hold, og efter en god dialog med bestyrelsen, får jeg nu kvalificeret støtte til dette arbejde ved ansættelsen af Mathias. Ydermere har vi nedsat to arbejdsgrupper i form af et sports- og licensudvalg med fagligt dygtige folk.
Min stilling vil fremadrettet være Talentchef og jeg ser utrolig meget frem til at arbejde sammen med Mathias og resten af sports- og licensudvalget på vores rejse mod at udvikle mange spillere, trænere og klubben til højst mulige niveau."
Dalum IF byder Mathias velkommen, vi ser frem til samarbejdet.