Menu

Dalum IF slår FC Sønderborg

Kristian Overgaard Nielsen
08. maj 2015 kl. 20:29
Dalums U14-hold viste vejen forud for Danmarksseriemandskabets tur til det sønderjyske i weekenden

Dalum IF - FC Sønderborg 4-0 (3-0)
17 min: 1-0 Frederik Birk Sørensen
25 min: 2-0 Oliver Rimmen
32 min: 3-0 Oliver Rimmen
45 min: 4-0 Lasse Schwertfeger

Onsdagens opgør mod FC Sønderborg markerede, at U14 er halvvejs gennem forårets Vest 1-kampe. Kampen var af stor betydning, da sæsonen nu går ind i sin afgørende fase, hvor fårene bliver skilt fra bukkene. Sejren mod FC Sønderborg betød derfor også, at Dalum stadig er med helt fremme, hvor det er rigtig sjovt inden de sidste 7 kampe.

Vejrguderne viste sig ikke fra sin bedste side onsdag aften og første halvdel af kampen blev en våd fornøjelse. Men dog en fornøjelse! Efter de første 10 minutter hvor begge hold kæmpede for overtaget, så tog Dalum fat og slap ikke grebet før kampen var afgjort. Med en blanding af direkte fremstød over kanterne og en velovervejet tålmodig boldmassage blev det ene angreb efter det andet sendt mod Sønderborgs mål. Det spillemæssige overtag udmøntede sig i tre scoringer hvor den ene var flottere end den anden. Først blev Frederik sendt i dybden og han kunne prikke bolden uden om en fremstormende målmand til 1-0. Ikke længe efter var Asger meget opmærksom og brød FC Sønderborgs opspil hvor han efter en tur mod baglinjen kunne finde Oliver helt fri foran mål. Første halvlegs sidste scoring er af den slags man burde bruge som undervisningsmateriale for alle ungdomsspillere i Dalum. Holdet byggede angrebet tålmodigt op fra bagkæden, hvor bolden blev vendt frem og tilbage et par gange. Bolden blev stille og roligt arbejdet op på Sønderborgs banehalvdel og efter en række gode pasninger var Sønderborg-holdet splittet ad. Bolden endte i sidste ende hos Oliver, der sikkert kunne sætte bolden i kassen til 3-0.

Ved pausen stoppede regnen og vejrguderne takkede for 35 minutters opvisning med et par flotte regnbuer. Opvisningen fortsatte dog ikke med helt niveau i anden halvleg, men dette var mest på baggrund af et mere afventede Sønderborg-hold. For 7 kampe siden smed vi en 3-0 pauseføring, men Lasse formåede at slukke alt håb hos sønderjyderne, da han scorede efter en flot frispilning fra Victor. Resten af kampen fortsatte med Dalum som den dominerende part, dog fik sønderborgenserne mod slutningen lidt løse chancer. 

Kampen var spillemæssigt en af de flotteste af Dalum i denne sæson og vi håber at kunne fortsætte disse takter i de kommende kampe. Allerede søndag d. 10/5 står U14 overfor endnu en meget vigtig opgave, da Kolding IF kommer på besøg. De næste par kampe kommer med stor sandsynlighed til at afgøre topplaceringerne i Vest 1-puljen. 

Derudover skal DS-holdet have held og lykke med på vejen til Sønderborg. U14-drengene har vist hvordan det skal gøres, så må I gøre dem kunsten efter. 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk