Menu

Flot forårssæson for U19 afdelingen

16. juni 2015 kl. 16:06

Dalum IF’s U19 mandskab har haft en fantastisk forårssæson. Der venter stadig holdet to kampe i sæsonen. Kan de to kampe vindes så bliver U19 holdet fynsmestre. Der venter også U19 afdelingen et spændende efterår.

 

Efter en turbulent vinteropstart, hvor der var trænerskifte og lang tid uden træning, fik vi i marts måned trænerkabalen til at gå op, og man fik tilknyttet Jens Lolch til trænerteamet. U19 afdelingen ledes nu af Jens Lolch og undertegnede. 

Dalumdrengene indledte sæsonen med et grundspil, hvor der skulle spilles tre kampe. Det blev vundet suverænt med tre sejre, og det gav adgang til slutspillet i mesterrækken, hvor der spilles om Fynsmesterskabet. 

Dalum IF's U19 hold er indtil videre ubesejret i slutspillet, og efter 6 kampe har holdet hentet 16 point hjem og ligger i spidsen. Dalum IF mangler dog stadig to kampe af sæsonen, og det er mod henholdsvis MG&BK og Oure Skolerne. Der venter for Dalumdrengene et topbrag, når MG&BK gæster Dalum Stadion den 16. juni kl.18.45. MG&BK ligger lige efter Dalum IF's U19 hold i rækken med 15 point efter 6 kampe. Der er altså derfor lagt op til et topopgør, og kan Dalum IF's U19 hold vinde kampen, så er Fynsmesterskabet i hus allerede inden sidste spillerunde. Derimod hvis MG&BK trækker det længste strå, så venter der en spændende sidste runde i U19 mesterrækken. 

I Faxe Kondi pokalturneringen nåede Dalumdrengene til semifinalen, hvor det desværre blev til et nederlag til OB. Inden semifinalen ventede først Tved BK, som blev besejret efter straffesparkskonkurrence. I kvartfinalen ventede det stærke jysk/fynske mandskab fra TPI. Det blev til en flot arbejdssejr på 2-0 til Dalum IF. 

Dalum IF's U19 afdeling har længe haft et ønske om at spille i den jysk/fynske række. Derfor blev der fra Dalum IF's side indsendt en ansøgning om at spille i den jysk/fynske række efter sommerferien. Det blev tirsdag, den 2. juni 2015 offentliggjort, at Dalum IF's U19 hold er blevet tildelt en af de tre pladser, som Fyn har i den jysk/fynske række. De to andre fynske hold, som også skal spille med i den jysk/fynske række efter sommerferien, er Svendborg fB og TPI, som begge allerede spiller i den pågældende række.

Der har selvfølgelig været stor glæde i U19 afdelingen, efter man fik den glædelige besked. Det har som tidligere nævnt, længe været et ønske for U19 afdelingen at spille i den jysk/fynske række, da vi har fået samlet en bred, solid og stærk trup, som skal gøre sig gældende dér efter sommerferien.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk