Menu

Hyldest til alle de frivillige - men især til Trine Roesdahl

image En overrasket Trine modtager opkald fra DBU
Jan Hoffmann
19. september 2020 kl. 14:36
Pigeformanden er netop blevet hædret af DBU som en af de uundværlige ildsjæle

Fodboldklubber er dybt afhængige af frivillige, der hver dag skaber det Fodbolddanmark, vi alle kender. Derfor fortjener de mange ildsjæle rundt i landet at blive hyldet for alt deres arbejde. I de sidste måneder har alle landets klubber haft mulighed for at indstille frivillige til at modtage en særlig pris, så de kan blive hyldet for deres vigtige arbejde. I Dalum IF er der mange frivillige, der alle yder en kæmpe indsats. Blandt årets nominerede var Pigeformand, pioner, ildsjæl og træner Trine Roesdahl.

Trine blev indstillet med følgende ord:

”Trine har ydet en helt fantastisk indsats for at opbygge en pigeafdeling, der på få år er vokset fra 5 piger og nu favner over 200 piger. I dag har pigerne helt samme vilkår som drengene. Yderligere skal det tilføjes, at kærligheden til den enkelte spiller er den samme, uanset om det handler om begynderen eller elitespilleren.

Samtidig har Trine via sin baggrund som praktiserende læge gjort en massiv indsats for at sikre behandlingsmuligheder i klubben i samarbejde med klubbens øvrige ledelse.”

DBU mener, at denne indsats skal hyldes og derfor modtog hun lørdag eftermiddag et kald fra det danske landshold på Malta, hvor de kunne fortælle Trine, at hun er blevet kåret som en af de uundværlige frivillige.

Med kåringen følger en hyldest i Parken, når det atter bliver muligt, samt en større kontant belønning fra Arbejdernes Landsbank, der kan benyttes til indkøb af eksempelvis bolde, sportstøj eller noget tredje.

Et kæmpe tillykke til Trine og til Dalum IF!

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk