Landstræneren på besøg hos U15 piger

Onsdag aften havde vi gæstetrænere for 20 af vores bedste spillere på Pige U15 årgangen i Dalum/Næsby. Det var DBU talenttræner Morten Christiansen og U16 Landstræner Frank Johnsen.
Der var spænding i truppen og det skal der også være, når vi har så fint besøg. De to trænere havde sammensat en træning, så de kunne danne sig et billede af styrker og svagheder hos spillerne i truppen. Der var bl.a. fokus på at tænke hurtigt i pressede spilsituationer, gøre banen stor, sprinte i pres og ikke spille den korte aflevering, men også have stor skærm og spille den lange hårde flade aflevering op i banen, så den efterfølgende kan lægges af til en retvendt spiller.
For Mikkel og mig var det en bekræftelse af de fokuspunkter, som vi selv arbejder med omkring holdet. Vi har fat i de rigtige fokuspunkter i forhold til de tendenser, der er i DBU-regi lige nu.
Morten og Frank er naturligvis dygtige. Især Frank bruger en teknik, hvor han stiller åbne spørgsmål til pigerne, lader dem svare og lader være med at komme med sit eget svar efterfølgende. Det kan skabe frustration – men det udfordrer samtidig spillerne til at tænke selv, så de vil kunne løse opgaver på banen selv fremadrettet. De gik også til pigerne med ironi, og jeg holdt særdeles meget af Franks svar på rigtig mange spørgsmål til dit og dat i øvelserne: ”Ja, det må du godt, lige som i fodbold”.
Morten, som godt ved, at jeg har trænet holdet, siden de var små, kvitterede med at sige ”Claus, du har nogle gode piger.” Den kommentar vil vi gerne lige give videre til piger og forældre.