Liga 1 sejr i U14 drenge mod Kolding IF med særlig debut

Fra årskiftet startede Bodil Gantzhorn med at træne og spille med hendes egen årgang på drengesiden. Bodil er U14 spiller, men spiller til dagligt på Dalum/Næsby U16 divisionshold.
Via god dialog blev vi enige om at Bodil skulle starte i træning en gang om ugen med U14 drenge liga 1, samt spille træningskampe med holdet. Det gik over alt forventning og derfor træner hun nu med U14 drengene 2 gange om ugen. Desuden fik hun officiel debut for holdet i en turneringskamp imod Kolding, hvor hun fik scoret en kandidat til årets mål.
Både U16 divisionstræneren på pigesiden og drenge U14 træneren er meget tilfredse med forløbet og håber på det kan udvikle Bodil til et endnu højere niveau.
U14 drenge liga 1 er startet sæsonen flot, bl.a. med et flot 2-2 resultat imod AGF samt en 5-1 sejr over Kolding IF.
Det bliver en spændende sæson med mange kampe i højt tempo mod modstandere fra øverste hylde.