Sne i april og pointtab til U15
Dalum IF – Vinding SF 2-2 (0-1)
7 min: 0-1 Vinding
41 min: 0-2 Vinding
67 min: 1-2 Jonas Købke (Mikkel Faurskov)
70+2 min: 2-2 Andreas Nielsen (Jonas Købke)
Sidste uges kampreferat var fuld af lovord og begejstringen ville nærmest ingen ende tage efter en sublim præstation mod FC Fredericia. Denne søndag kom U15 dog ned på jorden – på trods af at skulle spille kampen på højen.
Det var sådan en præstation som man frygtede ville komme en dag. En kamp hvor U15 troede de var meget bedre end de virkelig var. Uden gejst og uden koncentration blev U15 presset i bund af et hårdt arbejdende Vinding hold som havde fortjent at få alle 3 point med til Vejle denne dag.
Inden i dag ville nogen måske have sagt, at et pointtab til U15 i Vest 2-rækken ville være ligeså sandsynligt som snevejr d. 24 april… Dagen i dag viste dog, at alt kan ske, og at der er behov for fuld koncentration i alle kampe, hvis man skal være med i toppen hele vejen igennem.
Første del af første halvleg var med Vinding i den styrende rolle og Dalum var sjældent over midten. Føringsmålet kom efter et hjørnespark hvor indtil flere Dalum-spillere havde muligheden for at forhindre scoringen, men ingen tog ansvaret. Derefter fulgte en periode hvor alvoren gik op for Dalum-holdet og med to stolpeskud og et par gode indlæg lignede det et hurtigt comeback. Men da målene udeblev faldt niveauet igen.
Blandt tilskuerne forventede man en trods reaktion efter pausen. Denne udeblev dog og kort inde i anden halvleg kunne Vinding bringe sig yderligere i front. Nede med to mål og uden at have lavet to gode aktioner i streg så det meget sort ud for Dalum. Det polerede spil var for længst droppet fra begge hold og i den resterende tid handlede det om omstillinger på omstillinger.
Mod slutningen tog det hele en uventet drejning. En satsning fra sidelinjen var med til at påvirke spillet til Dalums fordel. Der blev pludselig sendt en masse farlige bolde i retning mod Vindings felt og det endte med at give pote. Mikkel jagtede en løs bold i højre siden og fandt med et flot indlæg Jonas, der var blevet fremme i jagten på en reducerende scoring. Bolden strøg ind i netmaskerne og nu var der tændt en ild i Dalum-spillerne. Med tillægstid meddelte dommeren, at der var 5 minutter tilbage og selv på sidelinjen begyndte pulsen at stige. De sidste 3 minutter var nervepirrende. Dalum sendte stadig bolde mod feltet og pludselig dukkede Andreas Nielsen op og satte bolden ind, men dommeren havde fløjtet for offside! I kampens allersidste aktion kom udligningen dog. Et frispark blev sendt i feltet og Jonas fik snittet bolden videre i feltet, her dukkede Andreas endnu engang op og denne gang fik scoringen lov til at tælle. Jublen var ikke til at tage fejl af og comebacket var en realitet.
Den del skal vi tage med. Det er flot at være helt nede i sækken og alligevel komme op og hente point i en kamp hvor man præsterer langt under niveau. Men forhåbentlig var kampen også et wake up call, der fortæller, at man skal være der hele tiden også på dette niveau.
Nu venter to kampe mod Svendborg i pokalturneringen og Vest 2. Her skal drengene nok også få deres sag for. Kampen næste søndag ude mod Svendborg er en direkte duel om puljens første plads.