U14 overvandt fodboldens værste klicheer
Kerteminde BK - Dalum IF 2-5 (0-1)
20 min: 0-1 Oliver Rimmen
38 min: 0-2 Zlatan Henic
41 min: 1-2 Kerteminde
42 min: 2-2 Kerteminde
60 min: 2-3 Oliver Rimmen
70 min: 2-4 Lasse Schwertfeger
73 min: 2-5 Oliver Rimmen
Der er to fynske hold i denne Vest 1-pulje, så fredag aften dannede Kerteminde Stadion rammen om det første af disse "lokalopgør". Kerteminde er oprykker fra efterårets Vest 2 og de kæmper hver runde hårdt for deres point. Der var derfor ingen tvivl om, at Dalum-drengene skulle være forberedte på et ekstremt tændt Kerteminde-hold, da dommeren fløjtede opgøret i gang.
Fra start af var Dalum dog dominerende og formåede at kombinerer sig flot rundt om Kerteminde-spillerne. Hele tiden var der optræk til ballade omkring Kertemindes mål, men i alt for mange tilfælde endte boldbesiddelsen i et forsøg på at drible bolden ind over stregen. Inden der kom gang i målscoringen var det farligste forsøg, da Ibrahim sendte et frispark på stolpen. Der blev dog scoret inden pausen, da Frederik kunne sende Oliver i dybden og med en tidlig afslutning overrumplede han fuldstændig Kerteminde-målmanden. Resten af halvlegen forblev bolden på røde fødder og chancerne blev større og større, men det blev ikke til flere jubelscener i denne omgang. Kerteminde havde ikke én reel afslutning i de første 35 minutter fordi de defensive folk hos Dalum løste deres opgaver flot.
Anden halvleg startede som den første sluttede. En massivt pres på Kerteminde-feltet og der skulle også kun gå tre minutter før Zlatan i fint samspil med Lasse kunne sparke bolden i kassen. Hvad der herefter fulgte må betegnes som et kollektivt blackout på små 60 sekunder. Et boldtab midt på egen halvdel resulterede i, at en Kerteminde spiller blev sendt mod mål. Kjærgaard forsøgte at komme ud af sit mål og redde situationen, men i stedet endte det med et straffespark. Kjærgaard reddede i første omgang sparket, han har efterhånden en flot redningsprocent på disse, men på returen kunne han ikke gøre noget. Knap var bolden givet op før den blev tabt og igen kom en Kerteminde-spiller alene igennem og udlignede! Stik imod spil og chancer og alt hvad man ellers plejer at sige når retfærdigheden ikke længere afspejles i resultatet.
Kerteminde-drengene lugtede blod, men heldigvis viste Dalum-drengene høj moral og fandt igen tilbage til noget af det flotte spil, selvom chancer ikke kom i samme strøm som tidligere. Der skulle en omstilling til før kampen tippede til Dalums fordel. Oliver samlede en lang bold op midt på banen og sprintede forbi forsvar og målmand før han satte bolden i mål. Målet gav igen tro på tingene og lidt ro på spillet. Den endelige afgørelse faldt i kampens slutminutter, da først Lasse og siden Oliver kunne udbygge sejren til 2-5!
Kampens resultat kan ingen sige noget til, og reelt set burde Dalum have lukket opgøret i første halvleg. Når det nu ikke blev tilfældet, så kan vi glæde os over drengenes flotte evne til at rejse sig fra en vanvittig situation og lukke opgøret. Det er dog vigtigt at vi lære af den oplevelse vi fik midt i anden halvleg, så vi sammen kan arbejde for at vi ikke render ind i lignende blackouts igen.
U14s næste opgave er på onsdag, hvor de tager til pokalkamp i Søhus/Stige. Næste hjemmekamp er onsdag d. 6/5 kl. 19:00 mod FC Sønderborg på Dalum Stadion.
Alt for ofte endte flot Dalum-spil i et kaos foran Kertemindes felt.
Benjamin Kjærgaard reddede endnu engang et straffespark, men desværre røg returen i nettet.