Menu

U14 vandt sølv i Farum

Kristian Overgaard Nielsen
08. juli 2015 kl. 19:34
U14 sluttede forårssæsonen af med en stor oplevelse på Farum Park. Allerede inden kampen var det klart, at dette ville blive en oplevelse for livet. De slutter sæsonen af med at være Danmarks næstbedste U14-hold!

D. 28/6 Faxe Kondi Ungdomspokalturnering, finale

Dalum IF - Brøndby IF 0-2 (0-1)
16 min: 0-1 Brøndby
57 min: 0-2 Brøndby

For første gang er U14 blevet en del af de landsdækkende finaler i Faxe Kondi Ungdomspokalturneringen. Et fantastisk arrangement, der blev afviklet i flotte rammer i Farum. Og Dalum blev det første fynske hold i en finale så længe turneringen har heddet dette.

Efter Dalums sejr på 3-0 over AC Horsens stod det klart at drengene skulle til Farum Park og spille mod Brøndby. I sig selv er det en stor oplevelse at få lov til at spille på et Superliga stadion! Turen endte dog også med at blive en oplevelse som matcher eller måske endda overgår de fleste Superligaholds kampforberedelse.

Da finalen skulle spilles kl 10:00 var Dalum blevet tilbudt at overnatte på Farum Park Hotel. Så med afgang lørdag fra Odense Banegård kom drengene til Farum Park og blev indkvarteret. Herefter fulgte rundvisning og spisning inden U21-landsholdet blev studeret før sengetid.

Da vi startede op med årgang 2001 for et år siden deltog vi i et opvarmningsstævne i Kastrup. Her mødte vi Brøndby og tabte over 2x25 minutter med 7-1! Så finalen kunne også være en målestok for hvor langt vi er nået i Dalum. 

Koncentrationen kunne ses i spillernes øjne, da de stod klar i spillertunnellen under tribunen. Kampen blev fløjtet op til opbakning fra små 100 rødklædte tilskuere, der havde taget turen over broen for at støtte Dalums drenge. Tak til alle dem!

Fuld koncentration i spillertunellen inden indmarch

Dalum Support var med i Farum. 80-100 rød-hvide sympatisører havde fundet vej til hovedtribunen

Nerverne var til at se i kampens start hvor Brøndby bedst formåede at holde fast i spillet. Dalum blev trykket langt tilbage på banen, men forsvarede sig rigtig flot i mange situationer. Hele tiden lå drengene og lurede på en mulighed for at sætte i angreb og det var lige ved og næsten en del gange. Brøndby havde mest chancer udefra, men det var tydeligt, at de kom tættere og tættere på. Desværre fik de åbnet scoringen i en situation hvor Dalum kom til at stå helt nede i eget felt og forsvare. Resten af halvlegen forblev med Brøndby i styring, mens Dalum i sekvenser fik spillet bolden tæt på Brøndbys mål.

Pausen blev brugt på at tilpasse den defensive del, så vi kunne erobre bolden oftere og tidligere. Det gjorde, at vi kom langt bedre med i anden halvleg. Meget af spillet foregik nu på Brøndbys halvdel og Dalum kom igen tættere og tættere på. Med lidt medvind fra dommeren havde Oliver også fået et straffespark midt i anden halvleg. I stedet gik det som det gør og Brøndby scorede til 2-0 da de erobrede bolden midt på deres egen halvdel og ikke længe efter lå den i Dalums mål. Nu gik det for alvor op for drengene, at der ikke var noget at tabe og den resterende del af kampen spillede Dalum en rigtig flot kamp. Selv med 10 minutter i undertal i midt anden halvleg formåede Dalum flere gange at snuppe bolden i Brøndbys opspil. Hver gang var der optræk til et par store chancer. Mod slutningen kom Brøndbys målmand ud og nedlagde Frederik en situation som burde have givet et rødt kort og havde det været en meter længere tilbage havde der også været straffe. Desværre formåede vi ikke at udnytte overtallet og vi fik derfor ikke scoret. Kampen sluttede 2-0 til Brøndby.

Tillykke til Brøndby med pokaltitlen, men også stort tillykke til Dalum for en fantastisk sæson. Det er en lille sensation at drengene denne søndag kunne stå på Farum Park og spille om at være Danmarks bedste U14! Det er noget man skal være stolt af og glæde sig over. Det er en præstation, som det er længe siden man sidst har set i Dalum-regi! Årgangen har fuldt ud fortjent den succes der præger den i øjeblikket. Det bliver spændende at følge disse drenge i fremtiden.

Nu ønskes alle en god sommer. De kommende U15-drenge kan gå på ferie med en god fornemmelse og de kan glæde sig til det næste eventyr, der kommer til at foregå i Polen, hvor drengene er blevet inviteret ned til en international turnering.

DBUs repræsentanter overrækker sølvmedaljerne. 

Drengene siger tak for opbakningen til de fremmødte tilskuere.  

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk