U14A vinder og vinder
Nr. Lyndelse/Søby FC – Dalum IF 1-7 (0-5)
0-1 Magnus Jørgensen
0-2 Magnus Jørgensen
0-3 Magnus Jørgensen
0-4 Magnus Jørgensen
0-5 Nikolaj Kristoffersen
1-5 Nr. Lyndelse
1-6 Jonas Hoppe
1-7 Andreas Øhlenschlæger
Fra U14-afdelingen hører vi mest om U14 Vest 1, men afdelingen består ligeledes af to andre turneringshold. Holdet i A-rækken har præsteret på højt niveau og har i øjeblikket ikke tabt et eneste point i løbet af deres sæson. Samtidig er der kun en enkelt kamp tilbage før man kan begive sig ud i en eller flere kval. kampe for at komme til at spille i Mester-række efter sommerferien.
Undertegnede havde begivet sig ud på en længere cykeltur for at overvære tirsdagens kamp ved navnkundige Carl Nielsens Hallen (Carl Nielsen ville være fyldt 150 år denne dag – så var der også lidt til de kulturinteresserede). Turen gennem det fynske landskab var mere krævende end beregnet, så derfor må kampens begyndelse og endda første mål stå ubeskrevet hen.
Den resterende del af første halvleg blev dog en oplevelse af et særdeles veloplagt Dalum-mandskab, der var i utrolig meget boldbesiddelse og spillede sig frem til mange store chancer. Stor ros til trænerteam og spillere for at gå nye veje i forsøg på at være endnu mere dominerende end de i forvejen var. En lille taktisk finesse gjorde nemlig, at hjemmeholdets spillere havde mere end rigeligt at se til i defensiven og de var derfor sjældne gæster på Dalums banehalvdel. Rasmus Hansen, Lasse Broe og i særdeleshed Marcus Holm styrede opspillet og fordelte bolde til Jonas Hoppe og Nikolaj ØK på kanterne. I samarbejde med Pelle og Benjamin gjorde de livet surt for de hårdtprøvede Nr. Lyndelse-backs. Centralt knoklede Jonas Brøste på, mens Magnus Jørgensen ramte en bemærkelsesværdig stime på hele 4 mål i løbet af 20 minutter. Helt fremme arbejdede Michael Bo hårdt og var ofte en trussel. Anas formåede at holde målet rent og reddede endda to friløbere på fineste manér. Første halvleg sluttede 0-5 og selv Carl Nielsen ville have haft svært ved, at skrive en flottere symfoni!
Anden halvleg blev en lidt anden oplevelse. Solen og varmen begyndte at sætte sine spor i begge mandskaber, og Dalums spil blev mere direkte end i første halvleg. Nr. Lyndelse forsøgte sig i endnu højere grad at sende lange bolde mod deres hurtige folk fremme og en enkelt gang måtte Anas se sig passeret. Som tiden skred frem fik Dalum igen fat i bolden og gang på gang blev kanterne sendt afsted, men alt for tit blev der sløset i afslutningerne. Adriano, Benjamin og Pelle måtte hver især se deres forsøg klaret af en hårdt kæmpende målmand. Der blev dog scoret to gange yderligere og det ene var flottere end det andet. Først var det Jonas Hoppe der fik sendt bolden helt op i hjørnet efter flot opspil af Grønnemose og Andreas Ø. Og efterfølgende var det så Andreas Ø, der selv kunne brage bolden i mål – igen helt oppe i hjørnet.
Kampen fik lidt karakter af sommerkamp efter pausen, men alt i alt var det en stærk præstation af Dalum, der nu kan se frem i mod sidste kamp. Det er d. 20/6 på hjemmebane og modstanderen hedder igen Nr. Lyndelse/Søby FC
Anas og forsvar får afværget i denne situation
I øjeblikket er der ingen risiko for at sejrssangen bliver glemt i U14-afdelingen!