Menu

U15 i Zlatans fodspor

Kristian Overgaard Nielsen
08. marts 2016 kl. 21:07
Dalum U15 drenge fortsatte forberedelserne til den nye sæson med en kamp mod Malmø FF og en tur rundt i hælene på Zlatan Ibrahimovic

Malmø FF – Dalum IF 3-1 (1-0)
1-1         Oliver Rimmen

I august måned spillede Dalum mod Malmø i bronzekampen til The Royal Cup i Polen. En kamp som Dalum-drengene vandt i straffesparkskonkurrence efter 2-2 i ordinær tid. Turen til Polen har efterfølgende kastet mange gode ting af sig, og selvom Malmø måtte se sig slået var de alligevel interesserede i at holde kontakten til Dalum. Den kontakt var årsagen til weekendens træningskamp, hvor Malmø FF bød U15 velkommen på Eric Perssons Väg.

Med store madpakker og trætte øjne drog 15 spillere, forældre og søskende mod det svenske på en dag hvor der var langt til de 25 grader og blå himmel, der prægede de to holds seneste møde.

Omklædningen fandt sted under tribunerne på det gamle Malmø Stadion bygget og indviet til VM slutrunden i 1958 og som nu blot er historie, da Malmø FF siden 2009 har spillet alle deres kampe på det nye Swedbank Stadion blot et stenkast fra det gamle.

Et lidt længere stenkast væk fandt vi kunststofbanerne hvor dagens træningskamp skulle stå. Kampstart endte med at blive udskudt i 30 minutter, da dommeren ikke dukkede op. Det er åbenbart også et problem for en af de største klubber i Norden.

Manden i sort dukkede op og kampen kunne fløjtes i gang. Det blev en meget lige og forholdsvis velspillet træningskamp, hvor holdene kontrollerede en halvleg hver. Svenskerne lagde stærkt ud, var meget på bolden og hurtige til at få fat i den igen, hvis de mistede den. Dominansen udmøntede sig dog ikke i åbne chancer, da Dalum forsvarede sig flot og gang på gang afviste Malmø. De fik dog scoret en enkelt gang efter et hjørnespark hvor Dalum-holdet ikke så alt for skarpe ud. De sidste minutter frem mod pausen overlod de mere initiativ til Dalum, der dog havde det svært med at nedbryde de 'Himmelsblåtts' organisation.

Men det er jo ikke en træningskamp for ingenting. Opgaven i anden halvleg var derfor tydelig. Dalum skulle øve sig i at være kontrollerende mod så stærk en modstander. Og selvom denne lidt naive tilgang til spillet kostede et par scoringer, så viste anden halvleg et Dalum-mandskab, der kunne spille bolden op af banen mod et hold fra øverste hylde. Flere gange i løbet af anden halvleg kom Dalum frem til hele og halve chancer og med lidt mere dygtighed i feltet havde slutstillingen været en anden. Dog var der mange positive ting at tage med og der var enighed i trænerstaben om, at denne kamp var en af de bedste træningskampe i lang tid. Det blev meget tydeligt hvad det er holdet skal arbejde med når det står overfor rigtig gode modstandere.

Efter kampen gik turen ud til Rosengården for at se området hvor Zlatan Ibrahimovic voksede op og den streetbane som han har doneret. Næste stop på turen var ved den millionvilla som Zlatan tidligere ejede og til sidste ramte den danske delegation Skandinaviens største shoppingcenter ”Emporia” hvor aftensmaden blev indtaget. Små 13 timer efter afgang landede U15 igen på Dalumvej med endnu en oplevelse i bagagen.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk