U15 sejrede i første turneringskamp
Dalum IF – FC Sønderborg 1-0 (0-0)
41 min: 1-0 – Oliver Hajslund Skree (straffespark)
Mange måneder er gået siden sidste turneringskamp for Dalums bedste U15. En barsk efterårssæson endte med en nedrykning efter en uafgjort kamp i Næsby i sidste spillerunde. En realitet der næsten ikke var til at bære eller forstå!
En så markant omvæltning sætter altid mange tanker og spørgsmål i gang. Hvad nu? Hvad skal der ske? Hvor mange spillere vil de øvrige fynske klubber kaste snøren ud efter?
Dalum U15 har dog ikke tøvet og svaret kom resolut. Et opretholdelse af det stærke setup og en ambition om at komme tilbage til Vest 1-rækken i U16. At Dalum har fat i den lange ende kan også konstateres på spillerfronten. En enkelt afgang og tilgang fra 4 spillere taler sit tydelige sprog. Sportsligt er der ingen tvivl, det har resultaterne i opstarten bevist. Setuppet i Dalum er meget stærkt!
Det viser sig også ned gennem årgangen, hvor både Mesterholdet og B-holdet åbnede deres turneringer med sejre på hhv. 2-1 over Næsby og 6-1 over Søhus/Stige. Samarbejdet i årgangen er stærkt og det vil sikre alle tre hold en god sæson.
For Vest 2-holdet var søndagens kamp imødeset med stor glæde. Turneringskamp på Dalum Stadion mod FC Sønderborg. Et hold der senest gæstede Dalumvej for et år siden i U14 Vest 1. I den forbindelse blev det til en 4-0 sejr til hjemmeholdet.
Men lad os være ærlige. Dagens kamp blev ikke den helt store oplevelse. Dalum Stadion har set bedre dage og nerverne var tydeligvis tilstede. Første halvleg svingede gevaldigt i kvalitet. FC Sønderborg vist flot fight og i enkelte sekvenser kom de flot over kanterne, men bagkæden med Victor, Julius, Jonas og Mathias afviste flot. Når Dalum tog taktstokken skete der lidt mere, og især Zlatan vil nok tænke tilbage på denne kamp som kampen hvor han kunne have lavet 3 mål på 15 minutter. Det skete dog ikke og første halvleg endte målløs.
Et forvandlet Dalum-hold kom ud fra pausen. FC Sønderborg blev trykket så langt tilbage, at de nærmest blev en del af det danske mindretal i Nordtyskland. Dalum-presset gav et hjørnespark, der endte i pandebrasken på Jonas. Bolden havde retning mod målet og FC Sønderborg-spilleren så ingen anden mulighed end at redde bolden med hånden. Direkte rødt og straffespark. Op til pletten gik Oliver Skree og i sin officielle Dalum-debut gav han hjemmeholdet føringen.
Herfra burde det have været en formsag for Dalum at lukke kampen og i de efterfølgende minutter var der flere muligheder for det, men foran målet blev der truffet forkerte beslutninger. En Dalum-træner har engang udtalt, at man kan tabe fodboldkampe på ikke at score mål, og i dagens kamp var det lidt den frygt man stod med. FC Sønderborg havde ikke kørt 170 km for at lægge sig ned og på trods af kun at være 10 mand knoklede de på som sønderjyder nu gør. Det gav et par hjørnespark mod slutningen af kampen og i de situationer kunne man næsten høre Dalum Stadion holde vejret. Heldigvis holdt Benjamin Kjærgaard sit mål rent og sæsonens første tre point kunne skrives på kontoen.
En godkendt start, men med gode muligheder for forbedringer. Et af sæsonmålene er at lave flere mål og selvom et er nok, så pynter de andre jo også. Retfærdigvis skal det siges, at Oliver Rimmen blev snydt for årets største straffespark, da han i slutminutterne blev savet midt over og alle andre end dommeren både så, hørte og følte tacklingrn. Men det er jo også tidligt på sæsonen for mændene i sort.
Næste gang Dalum U15 skal i aktion er søndag d. 17/4 hvor de gæster FC Fredericia i fæstningsbyen.
Foto: Betina Schwertfeger