U15 sejrede i sommerkamp
Dalum IF – FC Fredericia 4-0 (1-0)
1-0 Asger Christensen
2-0 Frederik Birk Sørensen (assist Lasse Schwertfeger)
3-0 Mikkel Hove Faurskov (assist Jonas Købke)
4-0 Frederik Birk Sørensen (assist Victor Alberdi)
Efter tirsdagens kedelige oplevelse hjemme mod Marienlyst var det blevet tid til at få vendt den lidt kedelige hjemmebane statistik. Tre kampe havde kastet 5 point af sig og kun 3 scorede mål.
Dagens modstander var FC Fredericia som Dalum sikkert slog 3-0 i første opgør og forhåbninger var derfor at drengene denne eftermiddag kunne rejse sig ovenpå den resultat- og spillemæssige skuffelse fra midtugen.
Det skulle vise sig at blive en overkommelig opgave for de rødklædte og i løbet af de første 5 minutter var der allerede optræk til mange scoringschancer, men den sidste skarphed udeblev dog. Asger åbnede scoringer da han opfangede en ripost i feltet og sendte bolden i et næsten tomt mål. Alle steder på et solbeskinnet Dalum Stadion kunne man nu fornemme at publikum forventede flere mål. Det skete dog ikke. Intensiteten forsvandt lynhurtigt. FC Fredericia enten kunne eller ville ikke presse Dalum-holdet højt og derfor blev den resterende del af første halvleg brugt på at øve et tålmodigt og velovervejet opbygningsspil. Dog var følelsen hele tiden at Dalum var tættere på 2-0 end Fredericia på 1-1.
Varmen spillede selvfølgelig også ind og det i øjeblikket stiller det danske sommervejr store krav til fodboldspillernes evne til termoregulering. Den ene dag spiller man i 10 grader og storm, mens man denne sådan rundede de 20 grader og meget lidt vind.
Pausen gjorde i hvert fald Dalum-holdet godt, og de tilskuere der var rendt i klubhuset efter is og sodavand missede lige nøjagtigt scoringen til 2-0 sat ind af Frederik efter flot forarbejde af Lasse i anden halvlegs start. Alt Fredericias boldjageri fra første halvleg havde taget hårdt på dem og Dalum fortsatte dermed dominansen. Mikkel gjorde det til 3-0 på en afslutning langt ud fra der stille og roligt sejlede ind ved fjerneste målstolpe. Enkelte koncentrationssvigt gjorde at Kjærgaard måtte bruger sine hænder et par gange, men helt farligt blev det aldrig. Mod slutningen fik Frederik lov til at lukke kampen med en flugtning ind bag Fredericia keeper.
Kampen nåede aldrig rigtig et ordentlig spændingsniveau og dermed fortjener den prædikatet sommerkamp. Vejret var godt, hjemmeholdet sejrede, rent bur for sjette gang ud af syv mulige, stadig ubesejret og nu kun tre kampe tilbage. Kan Dalum holde dampen oppe og hovedet koldt i sommerens sidste kampe, så står den uden tvivl på U16 Vest 1 efter sommerferien. Næste gang mod Vinding SF kan blive altafgørende i jagten på det mål!