U17 målmands dagbog fra Màlaga CF Dag 1
Jeg hedder Rasmus Jeppesen og jeg er til daglig målmand på Dalum IF's U17 Mesterhold.
Du kan her følge mit træningsophold med KD&C (Keepers Development & Coaching) hos Màlaga CF, Spanien
Dag 1
Så landede vi endelig i Màlaga efter en lang rejsedag fra Kastrup via London.
Efter at vi er blevet indkvarteret på Residencia Teatinos, et universitetscollege med en masse rigtig søde universitetsstuderende, tager vi en tur ind i Màlaga by, da vi lige har lidt ærinder - vi skal have købt lidt bolde og så skal vi også lige se, om vi kan finde Màlaga CF's fanshop - selvfølgelig skal vi det.
Vejret er skønt, 18-20 grader, og vi får købt bolde. Vi finder også fanshoppen (ikke verdens største), og får selvfølgelig købt lidt merchandise.
Nu trænger vi til at få lidt gang i benene efter rejsen, så vi bruger det sidste af eftermiddagen og lidt af aftenen på en god gang strandfodbold - så er vi igang igen.
Efter en lang dag med mange indtryk, går vi "til køjs".
Jeg glæder mig rigtig meget til i morgen torsdag , hvor vi skal ud til Màlaga CF og overvære træningen med Màlaga's keepere Kameni og Ochoa på "Estadio de Atletismo Ciudad de Màlaga".
Træningen er egentlig en lukket træning, da Màlaga CF spiller kamp mod selveste Real Madrid i weekenden, men vi har fået lov til at overvære træningen alligevel.
I morgen skal vi også have vores første træning med Mario Bazan, som er træner ved Màlaga's målmandsakademi, og selvfølgelig have et par træningspas med KD&C.
Følg med i morgen - det bliver rigtig spændende :-)